— Ja.
— Fjernt?
— Ja, langt, langt borte. Og dog tør jeg bande paa, at den Vogn jeg hørte rullet over Sletten.
— Hvorledes vil De karakterisere Lyden? Lignet den en Raslen med Lænker?
— Nærmest. Ialfald var Jernlyden overordentlig tydelig.
— Det er meget interessant, mumlet Detektiven, vil De saa være saa venlig at fortælle mig alle Deres Oplevelser fra De saa den ulykkelige Forstmester i Herregaardens Have og til De lagde Dem igaaraftes. Helst saa omstændeligt som mulig.
Og saa fortalte jeg da alt hvad jeg vidste. Da jeg kom til Fundet af den Døde, glemte jeg hverken Damernes Rædsel eller den unge Mediciners Vigtigmageri med at agere Detektiv. Tænk, han snuset i Sporene, sa jeg, ja, han maalte vist endog Afstanden hen til det nærmeste Træ.
Men disse Enkeltheder syntes ikke at interessere Detektiven.
— Saa — sa han halvt aandsfraværende, saa—aa, videre.
Da han hørte om Hatten, spurgte han:
— Hatten laa altsaa et Stykke fra den Døde?
— Ja.
— Hvor langt borte?
