— Søndenvind. Naar det synger slig af Sjøen
yderst ude i Skjærene, da kommer Vinden.
Jeg hørte efter. Og det forekom mig virkelig, at et svagt, uendeligt Sus fyldte mine Øren, en Lyd som man ikke hører uden man lytter efter den, men som man da hører alene. Men endnu var Natten ganske stille, Lyset blundet bare, der var ingen Farver længer og Træerne stod mod Himlen som Skeletter af Aske.
Pludselig vendte Fiskeren Hovedet og i et Sæt reiste han sig op; han lyttet, lyttet saa intenst, at Munden stod halvt aaben.
— Hvad hører De?
— Jeg tror, at jeg hører...
Han lyttet igjen længe, men saa satte han sig rolig ned paa Fjeldnabben og mumlet:
— Nei, det var ingenting.
Fiskeren fik ret. Udover Natten begyndte Blæsten. Da jeg kom op paa mit Værelse ved halv to Tiden raslede Vinduerne paa sine Hængsler og Trækken slog Døren af mine Hænder og smækket den igjen med et Knald. Jeg tændte ikke Lampen, jeg stod ved mit Vindu en Tidlang og stirret udover Sletten mod Gjærnæs: Der blinket intet Lys.
Blæsten strømmet lige mod mig. Den var løftet op fra Havet og bar indover Land en vaad Gufs af salt Sjø. Den greb fat i Trærne, vugget de mægtige Kroner, den fyldte Skogen med et drivende Sus, saa det var ligesom hele Skogen
