Asbjørn Krag holdt inde.
Hans Ord gled stridt forbi mig. Jeg vidste hvad han sa, men jeg kunde ikke skjelne Ordene. Hans dybe, alvorlige Stemme duret i mit Øre med en sørgmodig Klang, som dæmpede Bækkenslag i en Sørgemarsch. Jeg lyttet uvilkaarlig efter Aaretagene nede i Afgrunden. Nu lød de fjernere, Baaden gled forbi. Tiden nærmet sig.
Asbjørn Krag fortsatte:
— Har jeg været grusom mod Dem, saa ber jeg om Undskyldning. Men jeg maatte handle som jeg har gjort. Der var ingen Vei udenom. Jeg begyndte med at tale til Dem, derefter forvirret jeg Dem med min Optræden. Og saa endelig lod jeg den Døde komme frem foran Deres Vindusrude om Kvældene. Hvis De erindrer Dem om, saa har hele min Optræden mod Dem, alle mine Ord, mine Fortællinger, min skjulte og aabne Fremgangsmaade ene og alene været en Kjæde, en uafbrudt og behændig Fletning mod Maalet. Jeg saa Dem for hver Dag som gik bli mere og mere nervøs og oprevet. Tilslut fik De kanske en Mistanke om Sagens rette Sammenhæng. Husker De Revolveren. De vilde skyde Spøgelset, ikke sandt. Men jeg havde tat Kuglerne ud, da jeg en Times Tid før sad og beundret Deres smukke Vaaben. Men da blev De overbevist, ikke sandt. Jeg kunde se det paa Dem Dagen efter. Og endelig røbet De Dem —
— Jeg har slet ikke røbet mig, hvisket jeg.
