Skridt. — Mit Hjerte blev som et skjælvende
Træ, hvorigjennem Vinden gik. Jeg havde
ingensinde tidligere kjendt Angsten saa vag og følsom,
det var ligesom den løsnet Kraften i mine
Muskler og slappet mine spændte Sener. Jeg
hørte Skridt derinde i Mørket, hurtige Skridt som
kom fremover Veien. Ret frem for mig stod en
uhyre, vaad Fjeldvæg, som det dryppet af, et
vældigt, kulsort Svælg af Mørke, som stængte
for enhver Lystone. Og gjennem denne
Fjeldvægs Slagskygge, ovenpaa Veien, gik Skridtene.
Jeg kunde ikke engang skimte den gaaende. Nu
kom han nærmere, han gik besynderlig taktfast
og slog Fodsaalerne haardt mod Veifladen. Idet
Skridtene gik forbi mig, syntes jeg at mærke paa
Fodslaget, at der maatte være to gaaende. Høiere
oppe gjorde Veien en Sving omkring Fjeldet,
jeg kunde se dens flade Runding mod Horisonten,
mod den graa Himmel. Jeg stirret ivrig mod
dette Punkt, fordi jeg vidste, at de gaaende her
maatte komme tilsyne.
Og straks efter saa jeg de to (der var to). jeg saa først deres Hatte, derefter Kroppen. De talte ikke sammen, de gik taktfast som to sorte Soldater fremover Veien. Deres Benklæder var sammenbundne omkring Anklerne. Det var de to Cyklister, som var kommet med Dampbaaden om Formiddagen. Ingen havde seet dem den udslagne Dag, man ante ikke deres Tilstedeværelse. Jeg syntes det var underlig, at de dukket
