op paa denne Maade. Saadan som de gik tause og strunke, syntes jeg, at de lignet to Døde. De forsvandt hurtig bag Fjeldvæggen, som med engang kvalte Lyden af deres Skridt.
Jeg maatte ligge stille en Stund og summe mig ovenpaa Angsten, men jeg blev hurtig beroliget, for de havde ikke seet mig; jeg ventet et Minut, svinget mig saa hurtig op paa Veien og gled straks ind mod Fjeldvæggen, ind i det uhyre Mørke under Berget.
Jeg havde saaledes lykkelig undgaaet Veien mellem Husene, hvor jeg vidste, at jeg naarsomhelst kunde resikere at møde Mennesker. Nu havde jeg bare nogle faa Skridt ned til de store Trær, hvor Asbjørn Krag ventet. Jeg gik stille derned, mine Skridt gjorde aldeles ingen Støi, jeg havde aldrig gjort mig saa fortvilet Umag for at gaa lydløst. Og endelig stod jeg der under Trærne. Hvor var Mennesket? Jeg følte en forfærdelig, knugende Stilhed omkring mig. Jeg saa heller intet paa Grund af Mørket og der var ingen nær eller langveis Støi at opfange. Ikke engang Grenene duvet, de svære Trækroner syntes stivnet og forkullet, jeg havde en Følelse af at befinde mig i et Gravkammer.
Men endelig saa jeg Ansigtet.
Det stod pludselig lige foran mit eget, Detektivens blege og benede Ansigt med de udstaaende Kindben og de tynde Læber. Skinnet fra hans Øine flimret i Lorgnetglassene. Han var kommet 14 — Riverton: Jernvognen.
