Den lille, blanke Metallyd drev ned min
Hjerne som en Spiker.
Jeg trykket igjen af.
Men atter klikket Skuddet.
Og det forfærdelige Ansigt stod der lige rolig mod Ruden, ikke en Mine fortrak sig, Øienlaagene faldt ikke ned, men Øinene stirret mod mig, hvide og døde.
Saa trykket jeg af for tredie Gang.
Den samme Klikking, den samme frygtelige Følelse af at faa en Metalstift gjennem mine Nerver.
Men nu blev Ansigtet utydeligere, de lyserøde Læber blev graa og den kridhvide Pande viskedes lidt efter lidt ud. Jeg lod Revolveren synke. Ansigtet forsvandt mere og mere, begravedes af Mørket, der lukkedes foran det, som et tykt, sort Forhæng. Tilslut saa jeg intet andet end Mørket og et svagt Gjenskin i de øverste Felter af det hvide, fremmede Lys fra Sjøen.
Jeg blev staaende en lang Stund og stirre mod Ruden, forvildet over hvad jeg havde oplevet. Saa eftersaa jeg Revolveren, aabnet Magasinet.
Magasinet var tomt, alle Kuglerne tat ud.
