Jeg vilde med et raskt Greb smække Gardinet
op. Jeg havde allerede paa Forhaand en
Fornemmelse af, hvorledes det vilde foregaa.
Saasnart jeg fik se den kulsorte Rude, vilde jeg
springe tilbage. Et flygtig Billede fór nervøst
gjennem min Bevidsthed: En Dyretæmmer paa
et Menageri, som aabner Tremmerne og løber
tilside for det store, gaadefulde Dyr derinde, som
ligger paa Sprang. Nu knakk det igjen mod
Ruden, dennegang haardt og truende.
Jeg greb om Snoren som holdt Gardinet, rykket hurtig til og slap den igjen. Med et Smeld gled Gardinet i Veiret.
Jeg tumlet tilbage i Værelset.
I det nederste, ibenholtsorte Felt stod Ansigtet igjen, grusomt og tydelig, den lyserøde Mund og den kridhvide Pande skinnet imod mig.
Men nu skjulte jeg ikke mit Ansigt, jeg gik fremover mod Rædselen, jeg gik fremover mod Vinduet; den store, hadefulde Vilje havde besat mig. Jeg saa intet andet end dette Ansigt og jeg kjendte Revolveren i min Haand, jeg kjendte hvordan den vilde, forbitrede Vrede steg mig til Hovedet. Jeg vilde raabe noget, en Ed, en Forbandelse, men jeg fik det ikke til, en utydelig Gurglen fyldte min Mund, det var ligesom jeg tygget Blod.
Saa sigtet jeg med Revolveren mod Ansigtet, saa nær Ruden som muligt, og trykket af.
Skuddet klikket. 12 — Riverton: Jernvognen.
