udenfor hans Vindu. Jeg saa straks hans hvide Isse mod Værelsets mørke Baggrund. Han skrev ikke, men arbeidet med noget som laa foran ham paa Bordet. Han havde ikke hørt mig. Jeg gik langsomt og forsigtig nærmere. Saaledes, tænkte jeg, gled den Dødes Ansigt ind mod mit Vindu inat. Da jeg var fjernet en Alen eller saa fra Vinduet opfanget han Lyden af Kvaset, som knustes under mine Fødder. Han hævet pludselig Hovedet, jeg saa hvorledes han med ett blev forundret. Jeg sa intet, men mit Ansigt kom stadig nærmere, ind mod Vinduesruden. Saa greb han hurtig en Avis og la den udbredt over Skrivebordet. Det slog mig straks, at han skjulte noget for mig, der var noget jeg for alt i Verden ikke maatte se, det forstod jeg af hans rappe, nervøse Bevægelser. Og dette havde jeg ikke ventet. Med ett stod ogsaa min meningsløse Optræden klart for mig. Hvad vilde jeg ham?
Han aabnet Vinduet.
— Kan jeg hjælpe Dem med noget? spurgte han.
Jeg svarede det første det bedste, som faldt mig paa Tungen:
— Skal De ikke snart se efter Jernvognen?
— Endnu ikke; — men hvis De har nogen særlig Interesse af at gaa derhen, saa skal jeg gjerne følge Dem —.
— Nei, tak, sa jeg, ingen særlig Interesse.
Jeg vilde trække mig tilbage. Jeg følte mig
