beskæmmet og latterliggjort og jeg blev endnu mere ærgerlig paa mig selv, da han sa:
— Stakkels Mand, De er jo ganske bleg, har De endnu ikke sovet?
— Jeg sover ikke midt paa Formiddagen, svarede jeg.
Detektiven lukket Vinduet, men han fjernet ikke den skjulende Avis fra Bordet, saalænge jeg kunde se ind i Værelset.
Jeg drev bort fra Hotellet og gik meget hurtig men uden Maal henover Veien. Nu var Solen rullet op paa Himlen. Støvet fór iveiret som løst Mel under mine Skridt. —
… Ved Middagsbordet blev der talt ivrig om Jernvognen. Dykkerbaaden havde endnu ikke faaet den op, man mente, at hele Dagen vilde gaa med.
En af Damerne, som kjendte den dræbte Forstmesters Familie, kom med en Oplysning, som berørte mig stærkt.
Hun havde faaet et Brev fra den Afdødes Søster. Forstmesteren havde en Hund som hed „Lord“. Helt siden Begravelsen havde „Lord“ ligget over sin døde Herres Grav og ulet og gjøet ligesom for at kalde ham tillive igjen. Tilslut maatte Hunden skydes.
Efter Middagen forsøgte jeg at sove ude paa Græsbakken, men det forfærdelige Lys, som strømmet ned fra Himlen forstyrret mig. Naar jeg lukket Øinene var mine Øienlaag røde og
