— Ingenlunde. Jeg liker at være alene. Og
jeg kan forsikre Dem om, at jeg hverken er blit
forstyrret af levende Mennesker eller Gjenfærd
den Tid, jeg har boet derude paa Odden.
— Saa—aa — virkelig ikke —.
Jeg kunde ikke længer udholde Detektivens modbydelige undersøgende Øine. Jeg gik ud paa Verandaen. Lidt efter stod han ved min Side. Men nu talte han ganske anderledes, venskabeligt og indsmigrende. Han kunde saa godt forstaa, at jeg vilde tidlig op for at nyde den herlige Dag fra Begyndelsen.
— Idag blir her Varme over Egnen, sa han og pegte ud over Kornmarkerne; de gule Flater, som flimret lyst i Morgensolen, skyllet nedover mod Skogen, Trærne stod i Korn til langt opover Stammerne.
Asbjørn Krag saa paa sit Ur igjen.
— Hvad venter De paa? spurgte jeg.
— Folkene som skal ta Jernvognen op af Sjøen, sa han, har De virkelig allerede glemt det?
— Nei, jeg er glad for at endelig Hemmeligheden om Jernvognen skal løses.
Lidt efter hørtes Fodtrin inde i Hotellet, Døre aabnedes og lukkedes. Asbjørn Krag sa at han havde en vældig Morgenappetit, han knirket Værtinden op, dampende Kaffe kom ind. Jeg forsøgte at spise, men det var mig næsten umuligt. Hele Tiden havde jeg Asbjørn Krags iagttagende Øine over mig. 10 — Riverton: Jernvognen.
