nemmer hans Blik, føler jeg tungt og overvældende, at min Mistanke er blit Vished, jeg har ikke længer nogen Mistanke, jeg ved, forfærdelig klart og uigjendrivelig sikkert.
Saa rolig jeg formaar svarer jeg:
— Ja, tak, jeg har sovet godt.
Da griber han i Lommen efter sit Ur, han haler det langsomt frem. Det er et dobbeltkapslet Guldur. Knæk, siger det, og Laaget springer op.
— Klokken er fem.
— Saa. Ja, jeg tænkte det næsten.
— Klokken er fem, gjentar Detektiven, og selv om De har sovet godt, har De iallefald ikke sovet længe. Desuden kan jeg se paa Deres Øine, at De har havt onde Drømme.
— Jeg har havt én ond Drøm, svarer jeg, og den vækket mig op. Men kan det forundre Dem, at jeg er nervøs og udslidt, her er jo Rystelser at gjennemgaa hver Dag.
Detektiven staar og ser paa mig en Stund granskende og interesseret.
— Jeg synes De skulde flytte tilbage til Hotellet, siger han saa.
— Hvorfor?
— Her er mange Mennesker. Her har De Venner og Bekjendte. De behøver jo slet ikke at bo saa ensomt.
— Tror De virkelig jeg er bange?
— Jeg antar, at Fornemmelsen af den store Ensomhed maa gjøre Dem nedtrykt.
