uvilkaarlig, naar man finder et Menneske i et Værelse, som man tror er tomt.
— Jeg troede De var gaaet hjem, sa han.
— Som De ser, svarede jeg, er jeg ikke gaaet. Jeg blir endnu siddende en Stund.
Asbjørn Krag fortrak Ansigtet til en Grimace. Hans store hvide Tænder formelig skinnet i Mørket.
— De liker nok ikke den enslige Hytten Deres, sa han.
Jeg kunde ikke svare noget til dette. Jeg var bare forbauset; det var ikke første Gang Detektiven havde talt næsten truende om min lille Hyttes enslige Beliggenhed.
Asbjørn Krag greb mig ved Jakkekraven og fortsatte:
— Hør, det er noget, jeg vil spørge Dem om. De har et eneste Vindu i Stuen, ikke sandt?
— Jo, men det er meget stort, hvorfor spør De?
— Hører der ikke et Rullegardin til Vinduet?
— Jo.
— Pleier De at ha dette Gardin nedrullet?
Jeg lo.
— Jeg forstaar ikke denne Spøg, sa jeg.
— Jeg spøger ikke.
— Godt, siden De interesserer Dem, kan jeg gjerne fortælle, at naar Solen staar paa, har jeg Gardinet nedrullet.
