Da vi stod paa Hotellets Veranda, som
vrimlet af Gjæster, hvisket jeg i Asbjørn Krags
Øre:
— Vil De ikke pege paa Forbryderen.
Men Detektiven bare rystet paa Hovedet.
— Endnu ikke, sa han.
Han var virkelig et underligt Menneske. Til sine Tider kunde han blusse op i ren Snakkesalighed, saa blev han pludselig tilsyneladende uden Foranledning taus og indesluttet. Jeg havde et bestemt Indtryk af, at det sidste i Grunden var det naturligste hos ham, og at han snakket løs, fordi han havde en eller anden mig uforstaaelig Hensigt med det.
Men enten han snakket eller han var taus — bestandig havde han det spottende Træk omkring Munden og hans Øine var stadig iagttagende, granskende.
Han kunde komme med de besynderligste Spørgsmaal, overrumplende og tilsyneladende yderst meningsløse. Som denne Aften. Klokken var allerede blit halv elleve, jeg havde siddet og samtalt med nogle af mine Venner blandt Gjæsterne, jeg følte ingen Trang til at gaa til Ro, der blev foreslaaet et Kortparti og jeg var villig til at spille med. Jeg skulde gaa ind i et af Værelserne for at hente Kortene og idet jeg stødte Døren op stod jeg pludselig Ansigt til Ansigt med Asbjørn Krag, som jeg da ikke havde seet i den sidste Timestid. Jeg fór sammen; man studser jo
