men det er sølvbeslagent. Det Cigaretui, som man savnet hos Blinde, var af grøn Alligatorhud, ikke sandt?
— Det var slet ikke et Cigaretui, svarede jeg, det var en Tegnebog.
Asbjørn Krag skjøv en stor Røgring ud i Værelset og saa begyndte han at le —.
— Naturligvis, svarede han, men var den ikke guldbeslagen?
— Det ved jeg ikke… det har jeg ikke hørt noget om.
Detektiven vendte sit Ansigt mod mig. Han lo fremdeles.
— Jeg vil staa op, sa jeg, jeg føler mig lidt mat endnu. Jeg vil ud i den friske Luft. Men da holdt Asbjørn Krag sin Haand advarende frem mod mig.
— Paa ingen Maade, svarede han alvorligt, jeg maa først bli færdig med min Fortælling, jeg ynder ikke lange Afbrydelser… Jeg kan jo aabne Vinduerne.
— Ja, tak slaa Vinduerne op. Alle Vinduerne.
— Kjære Ven, sa han, Vinduerne er aabne, de har staaet aabne hele Tiden. Haha.
Han lo. Jeg sa ikke noget mere, og jeg turde ikke se paa ham, jeg var bange for at fare op i et forfærdeligt Anfald af Vrede. Jeg hørte, at han knækket Cigaretuiet sammen og lagde det Lommen.
— Hvor jeg godt kan forstaa, mumlet han
