Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/128

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 120 —

lidt efter halvhøit, ligesom han sad og talte med sig selv, hvor jeg kan forstaa Gjærnæs’ Optræden i denne Tid. Han var ikke bange for Mordet. Naar han talte om Mordet paa Forstmesteren var det aandsfraværende, næsten ligegyldigt. Han havde andre og alvorligere Ting at tænke paa; det faldt ham ikke engang ind, at han kunde mistænkes. Derimod laa Hemmeligheden med hans Far over ham som en forfærdelig Vægt, Katastrofen var kommet pludselig, den oprev ham fuldstændig, gjorde ham sansesløs og uklog. For enhver Pris maatte han jo skjule Gaardens mystiske tredie Beboer og han var saa ivrig, saa planløs i sine Bestræbelser efter at bevare Hemmeligheden, at han slet ikke mærket, at han blottet sig. Tilslut kunde alle og enhver pege paa ham og sige: Han har dræbt Forstmesteren. Han udleverede sig formelig som Morder. Men saaledes slutter kun tankeløse Mennesker, Fæhoder, som ikke eier Gnist af Kombinationsevne. Med et halvt Øie kunde jeg se, at saaledes var det umuligt at optræde for en Mand, som havde begaaet Forbrydelsen ude paa Sletten. Selv det dummeste Individ kunde ikke gaa hen og udlevere sig saadan Stykke for Stykke. Nei, han havde en stor Hemmelighed at værne om, Mordet vedkom ham ikke, han havde ikke Tid til at tænke paa det. Saa kom igaar Forvalteren hen til ham og sa: Nu gaar jeg til Detektiven og fortæller ham alt. Jeg kan ikke for min Samvittigheds