Vi gik ind i Skogen, som lukket sig
beklemmende omkring os; nu var der heller ingen Lyd
længer, for Suset fra Sjøen naaede ikke herop.
Vi gik hurtigere.
— Tror De ikke det lysner snart? spurgte jeg.
— Om en halv Time begynder Dæmringen, svarede Krag.
Men alligevel var det som at komme ud i Halvdagen, da vi lod Skogen bag os, jeg kunde tælle de nærmeste Træstammer og se ganske vidt ud over Sletten, før Mørket stængte mit Syn. Tilhøire for os løftet Fjeldet sin rolige Pande mod den flakkende Nattehimmel. Ved Fjeldets Grund laa Sandgraverhytten, den havde et bredt, fremspringende Tag, som mindet om et Øielaag.
— Se paa den graa Hytten, sa Detektiven, det er ligesom den stirrer levende paa os.
Jeg tilføiet uvilkaarlig og meningsløst:
— Ja, men nu er Liget bragt bort.
Vi blev staaende stille og lytte.
Jeg hørte intet.
— Den fordømte Klokken, hvisket Asbjørn Krag, jeg hører bare den.
Og da jeg blev gjort opmærksom paa Lyden, hørte jeg ogsaa det evindelige Tik-tak.
Krag rev Uret op af Lommen og stanset det.
Men hvor der dog er en bestandig og stærkt klingende Tone i en saadan Nat. Naar man ikke lytter, fornemmes en død og absolut Stilhed omkring en; men naar Øret lægges ind mod denne Stilhed,
