Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/104

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 96 —

suser det straks. Det kan være en svag Gliden af Vinden i Trætoppene, jo længere man lytter efter den, des stærkere blir den. Men det behøver ikke være nogetsomhelst, det er ligesom selve Tausheden surrer i Øret, surrer og spinder og vokser til en tung, fjern Storm, en Anelse, en Fornemmelse af noget stort og hemmelighedsfuldt, som ligger udenfor Menneskenes Sanser. Men saa knirker en virkelig Lyd, et Skridt i Sandet, en Stemme, og straks er Stilheden der igjen. Og saa er det intet, man har hørt.

— Lad os gaa, sa Krag.

Jeg vilde spørge ham om, hvor vi skulde gaa hen. Jeg kom saa langt som til at si:

— Jeg forstaar ikke rigtig hvor....

Da Asbjørn Krag greb mig haardt i Armen.

Det var ikke nødvendig at anstrænge Sanserne længer, for nu hørte vi tydelig og klart den fjerne, eiendommelige Klang af Metal, — som om Lænker blev slæbt langs Jorden af et Slavetog, langt bag Horisonten. Det var Jernvognen.

Lyden steg og sank. Den kunde være saa kraftig, at vi formelig kunde høre, hvordan Jernhjulene svirret paa Akslerne, men saa dalet Lyden igjen, gled langt væk, klirret en Mil borte, krøb ind i Tausheden. For atter at stige og synge høit i vore Øren.

Vi stod og lyttet efter Jernvognen i ti Minutter eller mere.

— Jeg har en Følelse af at den gaar i Ring,