hans bord og fortalte lavmælt at madame ikke lenger var på sitt værelse.
Gøsta så på klokken. Over ni. Han hadde drukket te med fru Theresa klokken fem.
– Når gikk hun ut? spurte han.
– Det kan vel være en tre timer siden.
– Altså umiddelbart efter at jeg var gått, konstaterte skuespilleren. Han tenkte: Jeg foreslo henne en spasertur, men hun undskyldte sig med at hun var trett. Allikevel gikk hun ut like efter. Det er noe hun skjuler for mig.
– Det kom et brev, forklarte portieren videre.
– Fra hvem?
– Aner det ikke. Det blev levert av et bybud. Knapt tre minutter efter at det var sendt op, kom hun ned i vestibylen.
– Madame har formodentlig ønsket å ta en spasertur.
– Kanskje. Men tør jeg tillate mig en liten bemerkning. Såvidt jeg har forstått, er man redd for at det kan inntreffe en viss situasjon da madame er truet av en fare. Er det riktig?
– En sånn situasjon kan nok kanskje tenkes, svarte skuespilleren nølende.
– Derfor blev jeg også engstelig over hennes lange fravær. I min lange praksis har jeg opøvet en viss iakttagelsesevne. Jeg hilste på madame da hun gikk op efter teen. Ti minutter efter kom dette brevet, og da hun så viste sig i garderoben var det foregått en merkbar forandring med henne. Hun var påfallende nervøs. Jeg gjettet mig til at brevet kanskje hadde vært av en ubehagelig natur. Iallfall har det vært overraskende. Jeg går ut fra at De som madames gode venn ønsker å høre dette, så jeg ikke står her og gjør mig skyldig i indiskresjoner.
| 75 |
