Stenersen, som ved alene at «svare» Reisman hadde bragt videre bud til ophør.
Dermed kunde spillet faktisk være endt. Reisman kunde forlange kortene vist op, og han vilde da uvægerlig vinde paa sine fire es.
Men dels var det skik at avvente ialfald motstanderens videre forslag og dels kunde Reisman ved at manøvrere med handelen yderligere bringe nogen tusener paa bordet. Kort sagt han lyttet med synlig eftertanke til Suronens ord og sa med klædelig koketteri:
— Den kjære finske ven gir mig kanske et godt raad. Jeg dobler imidlertid ikke, da jeg nødig vil sætte Stenersen i den situation at maatte avslaa. (O, humbug! tænkte Krag). Derimot har jeg et andet forslag . . .
Reisman talte op jetons repræsenterende en værdi av 5000 kroner, skjøv disse over mot Stenersen og sa:
— Jeg byder Stenersen disse 5000 for at spillet skal betragtes som mit. Saa slipper vi at vise kortene.
Og dermed lænte han sig frem over og la hænderne over den øvrige pengebunke for at antyde at han ansaa dette generøse tilbud for at være paa forhaand antat.
Stenersen gryntet. Tilskuerne begyndte at mumle sig imellem. Enkelte 10. Den almindelige opfattelse av Reismans tilbud var vistnok den at det maatte være ment som ren spøk. Byde Stenersen 5000 for at kaste sig, ham som dog hittil hadde satset over 20 000 kroner.
Krag var efterhaanden blit litt grepet av spændingen; han sat og analyserte spillets rent psykologiske værdi. Han hadde jo den bedste anledning til det, fordi han kjendte den ene parts uovervindelige stilling. Han tænkte: Reisman er for overmodig. Nu var han ikke rigtig god. Han er ikke nervøs nok for at faa den anden med. Dette med tilbudet paa de 5000 var bare en gestus. En skarp iagttager burde nu ha opdaget at Reisman har røbet sig. Et tilbud om deling, tænkte Krag, vilde ha været bedre. Men saa hadde rigtignok Reisman risikert at den anden hadde akceptert — og dermed hadde Reisman tapt sin sikre gevinst. Han betragtet Stenersen. Den fete mands øine laa langt inde i hodet. Men de var skarpe nok disse øine. To glitrende sorte pletter. Og Stenersen gryntet igjen, uforstaaelig, hemmelighetsfuldt; men i dette grynt laa der allikevel en
