jo at faa kjendte kunstnere med som kan trække folk til huse; men nu er publikum efterhaanden blit saa forvænt med optræden i velgjørende øiemed av kabaretister og sangerinder og verslæsende poeter, at vi straks var paa det rene med, at skulde denne tilstelning faa den succes som anstaar sig mit navn og mit etablissement, da maatte der noget ekstra til. Saa blev vi enige om at lave sensationen, og forat ikke hemmeligheten skulde sprede sig blev vi enige om at den kun skulde omfatte os fire og saa en eneste tillidsmand i Kristiania, som vi kunde stole paa, nemlig Jos’ kontorchef, Billington. Mine herrer! Hittil har vi al grund til at være tilfreds med vort arbeide. Paa en yderst mystisk maate har vi latt os bortføre den ene efter den anden, og efterhaanden er vi støtt sammen her for i fred og ro — dog under iagttagelse av visse selskabelige former (en gestus til champagneflaskerne) — at kunne avtale slagets strategi. Nu har vi alt færdig: plakater, notiser, reklamer — jeg behøver bare at fremlægge denne ene lille notis, som imorgen skal findes i alle bladene, for at gi et indtryk av arten av denne sjeldne form for sensation.
Reisman kastet et stykke papir frem til Krag og sa, idet han velbehagelig lænet sig tilbake i stolen:
— Læs høit:
Krag læste:
De forsvundnes skjæbne.
Denne gaade, som i flere dage har været byens samtaleemne, har, efter hvad der meddeles os, igaar aftes fundet en lykkelig løsning. Smart som sedvanlig har direktør Reisman villet benytte denne anledning til at skape forøket interesse for den velgjørenhetsforestilling som iaften avholdes i danseetablissementet «Den blaa Ugle». Herrerne, der saa lykkelig er undsluppet en oplevelse, som heldigvis er ganske enestaaende i vor fredelige by, har foretrukket at fortælle sammenhængen for publikum ved forestillingen iaften istedenfor at gi den til bedste for avisene. Vi maa altsaa smøre os med taalmodighet til iaften og henviser iøvrig til annonserne.
