jo at faa kjendte kunstnere med som kan trække folk til huse; men nu er publikum efterhaanden blit saa forvænt med optræden i velgjørende øiemed av kabaretister og sangerinder og verslæsende poeter, at vi straks var paa det rene med, at skulde denne tilstelning faa den succes som anstaar sig mit navn og mit etablissement, da maatte der noget ekstra til. Saa blev vi enige om at lave sensationen, og forat ikke hemmeligheten skulde sprede sig blev vi enige om at den kun skulde omfatte os fire og saa en eneste tillidsmand i Kristiania, som vi kunde stole paa, nemlig Jos’ kontorchef, Billington. Mine herrer! Hittil har vi al grund til at være tilfreds med vort arbeide. Paa en yderst mystisk maate har vi latt os bortføre den ene efter den anden, og efterhaanden er vi støtt sammen her for i fred og ro — dog under iagttagelse av visse selskabelige former (en gestus til champagneflaskerne) — at kunne avtale slagets strategi. Nu har vi alt færdig: plakater, notiser, reklamer — jeg behøver bare at fremlægge denne ene lille notis, som imorgen skal findes i alle bladene, for at gi et indtryk av arten av denne sjeldne form for sensation.
Reisman kastet et stykke papir frem til Krag og sa, idet han velbehagelig lænet sig tilbake i stolen:
— Læs høit:
Krag læste:
%SDe forsvundnes skjæbne.
Denne gaade, som i flere dage har været byens
samtaleemne, har, efter hvad der meddeles os, igaar
aftes fundet en lykkelig løsning. Smart som
sedvanlig har direktør Reisman villet benytte denne
anledning til at skape forøket interesse for den
velgjørenhetsforestilling som iaften avholdes i
danseetablissementet «Den blaa Ugle». Herrerne, der saa
lykkelig er undsluppet en oplevelse, som heldigvis
er ganske enestaaende i vor fredelige by, har
foretrukket at fortælle sammenhængen for publikum
ved forestillingen iaften istedenfor at gi den til
bedste for avisene. Vi maa altsaa smøre os med
taalmodighet til iaften og henviser iøvrig til
annonserne.
