hensigten at det hele skulde se livsfarlig ut. Men det var bare ikke saa livsfarlig. Fra samme øieblik jeg blev opmerksom derpaa, indtok jeg det standpunkt at jeg umulig kunde dele vennenes frygt for at der var tilstøtt de herrer noget alvorlig.
Von Brakel kastet et vredt blik paa Krag, gjespet og sa:
— Uh, hvor direktion er tråkigt!
— Atter kunstnerens sensationsilyst, mumlet Reisman; den kunde ellers ha skaffet os vanskeligheter. Jeg takker min Gud at vi kom saa langt.
Han begyndte at blade i sine papirer.
— Altsaa, mine herrer — for at begynde med begyndelsen — hvilken dato skriver vi idag?
—6. december, sa Krag og Ødegaard. Von Brakel visste det ikke og sa ingen ting.
— Godt. Herved tillater jeg mig da som formand at sætte direktionsmøte i «Aktieselskapet 7. december». Finder De, hr. Krag, at det er et merkværdig navn?
— Jeg har opgit at forundre mig over noget merkelig. Hvor stor er aktiekapitalen?
— Den er endnu ikke fiksert.
— Det var som pokker — hvor mange aktionærer har selskapet?
— Vi har regnet ut, svarte Reisman alvorlig, idet han saa efter i sine papirer, at «Aktieselskapet 7. december» har omtrent fem tusen ulykkelige aktionærer.
— Ulykkelige? spurte detektiven.
— Ja, svarte Reisman, alle aktieselskapets aktionærer er høist ulykkelige.
— Men det ser dog ut som om direktionens medlemmer er ved ganske godt humør.
— Meget rigtig, svarte Reisman og stirret paa detektiven over lorgnetglassene, det er direktionens pligt at være lykkelig.
Krag tænkte: Er disse mennesker gale?
