— Sju djäflar! sa maleren, hvad er det, som er saa
skojigt, spelar herrn kort? spör jag.
Ødegaard, som var en gammel ven av Krag, hilste hjertelig paa ham, skjønt, som han uttrykte det, at det «ikke glædet ham at se ham».
— Jeg forstaar bare ikke hvordan De har fundet frem, sa han og saa halvt nysgjerrig, halvt beundrende paa detektiven.
— Intet har været lettere, forklarte Krag. Jeg bare tilvendte mig det brev som egentlig Jos skulde ha hat. Det var mit adgangstegn helt frem. Men jeg maa tilstaa at indtil jeg kom hit ante jeg intet om mit bestemmelsessted. Jeg bare kjørte og kjørte. Men nu er jeg her, og det glæder mig virkelig at træffe herrerne i saa fortræffelig humør.
Henvendt til maleren sa han:
— Jo, jeg spiller virkelig kort; men jeg vil gjerne forinden faa vite, hvad dette billede skal betyde. Det er i sandhet meget originalt. Er det moderne? Inskriptionen indgir mig en anelse om at billedet har nogen forbindelse med den hemmelighet som i det siste døgn har bevæget hovedstaden.
— Ja, ikke sandt! utbrøt Ødegaard glad og ivrig — alle mennesker taler om os. Det blir en vældig affære.
— Affære (Krag heftet sig ved dette ene ord), jasaa, skulde det virkelig være en affære det hele? Det er ikke pent gjort mot almenheten, mine herrer, og jeg tviler paa at det kan bli nogen affære i det lange løp.
— Det er ikke os som skal tjene paa affæren, forsikret Ødegaard og Reisman samtidig; vi har bare ofret os i en stor idés tjeneste.
— En mycket trevlig idé. Fullständig amerikansk, sa maleren stolt
Asbjørn Krag kastet pelsen og tok plads like over for maleriet.
— Naar jeg nu har set paa maleriet en stund, sa han, forstaar jeg jo godt at damen der er i færd med at trække til side sløret fra hemmeligheten. Maa nu ogsaa jeg endelig bli delagtiggjort i avsløringen?
— Det er ingen tavla, lespet von Brakel halvt fornærmet, det er en affisch!
Ødegaard grep ind.
