hvorpaa der var henkastet kortspil og jetons. Det var dog ikke dette spillebord, som i første øieblik vakte Asbjørn Krags interesse, men derimot et vældig lerret, som var spændt op mot den ene væg og som naadde fra gulv til tak. Det var ganske umulig at forklare hvad lerretet forestilte; men der var ialfald ødslet med farver. Stod man en stund og heftig betragtet lerretet, formelig spikret øinene ind i det, kunde man muligens faa fat paa en figur, sandsynlig vis en ung, men ialfald sælsom grønmalt dame som var i færd med at trække til side en portiere. Oven over da mens hode var der skrevet med store røde bokstaver:
og under hendes ben var tegnet den lidet idylliske oplysning, at entreen var 20 kroner. Alene av den grund at Karl-Erik von Brakel, iført malerkittel og med pensel og palet i haanden stod foran maleriet, kunde der ikke herske nogen tvil om hvem som var mesterverkets skapen.
I de første øieblikke raadet der gjensidig taushet. Partene var begge forbauset og desorientert. Krag hadde ikke ventet at finde denne idyl (derimot hadde han nok anet tilstedeværelsen av et spillebord), og de to kunstnere derinde hadde ikke ventet at se Asbjørn Krag træde frem.
— Hvor er Jos? spurte Ødegaard.
— Han er ikke kommet, sa Reisman. Derimot er denne herre kommet, takket være Dem og Deres letsindige sensationslyst.
Von Brakel la palet og pensel til side og spurte:
— Spelar han kort, herrn?
Lange Ødegaard stod endnu i nogen øieblikke og stirret paa Krag. En underlig grimase fortrak sig i hans ansigt. Saa satte han sig en paa en stol, bøiet sig og begravet ansigtet i sine hænder.
— Naa-naa, ta det med ro, sa Reisman mildtt. Det er da ikke nødvendig at være i den grad sønderknust.
Det rystet i Ødegaards skuldre, som om en heftig hulken søndersled hans legeme og en underlig saar lyd trængte sig frem under hans hænder.
Reisman grep ham i skuldrene og rystet ham op. Da Ødegaard igjen fik hænderne fra ansigtet, blev det tydelig at han var i færd med at kvæles av latter.
