— Mig smigrer det ialfald, sa Reisman; men vil De
ikke gaa ind i dette kammer saa længe? De kan endnu
ikke komme ind i vort hovedkvarter. Jeg maa ha tiladelse
først. Værsaagod. Denne vei.
Idet han viste Krag ind i et av de mindre værelser, fortsatte han:
— Jeg har altid ønsket at kunne læse min egen nekrolog. Jeg har næsten opnaadd den lykke i disse dage. Bevares hvordan bladene har skrevet. «Den unge sympatiske forretningsmand», «den begavede kunstkjender» — hvad behager? Det er deilig at bli rost, hvad? Det er likesom at faa en gunstig kreditoplysning om sig selv.
— Er det alene derfor De har sat alt dette i scene? spurte Krag.
— Nei, det var sgu ikke umaken værd. I den grad selvoptat er jeg da heller ikke.
— Tror De ikke at denne affære vil skade Deres position og Deres forretning?
— Aldeles ikke. Offentligheten vil bli henrykt over opløsningen.
— Offentligheten har beskjæftiget sig sterkt med denne sak.
— Det har ogsaa været meningen, svarte Reisman næsten stolt, idet han pekte paa en vældig mængde aviser, som laa strødd omkring i værelset, paa gulvet, paa stolene og paa bordet. Jeg har fulgt nøie med, fortsatte han.
Krag saa sig om i det lille rum. Et ganske enkelt hotelrum, som foruten møblene og bladene alene indeholdt en pels og nogen toiletsaker.
— Dette er mit soveværelse, sa Reisman — Ødegaard bor derute til høire.
— Han befinder sig vel?
— Meget vel.
— Og von Brakel?
— Ypperlig. Han er i glimrende humør og har arbeidet brilliant. Han bor der, til venstre.
Krag studset.
— Arbeider brilliant, gjentok han — arbeider her? Det forstaar jeg ikke.
— Nei, men vent litt, saa skal De faa se det.
Asbjørn Krag tok plads paa den eneste ledige stol.