søvnig, gult lygtelys, ophængt paa en stake, kom til syne ved siden av veien, og chaufføren vek av i en smal sidesti. Trods de tætte snefaner, som var blæst sammen her, lykkedes det ham dog at bore automobilen fremover. Han stanset paa en aapen plads, hvor de skyggeagtige omrids av nogen bondebygninger avtegnet sig mot den hvite skog. Chaufføren aapnet bildøren og sa:
— Ja, saa er vi fremme da. Det var en drøi tur.
Krag steg ut og saa sig om.
Han drog straks kjendsel paa stedet, saa snart han nogenlunde fik orientert sig i mørket.
Der — ret for laa hovedbygningen, og der henne staldbygningen.
Det var skyssskafferiet Tyrigraven, en kjendt foreteelse fra omegnen av Kristiania, hvor man i gamle dage kunde opleve mangt et stykke karakteristisk folkeliv, naar bønderne slog sig ned her omkring sine dampende glas, og tunet var opfyldt av hester og slæder. En gang imellem kom der ogsaa utflugter fra Kristiania, lukkede vogner med et par, som snek sig hemmelighetsfuld ind eller aapne vogner med høirøstede og glade mennesker fra et eller andet selskap. Men nu skulde dette være længe siden — fra den tid da forbudsbevægelsen endnu ikke hadde stængt for al morskap. Krag hadde vistnok hørt at man indtil for nyttig mottok særlig benaadede og kjendte gjester, men han visste ikke at det endnu kunde være maal for en utflugt fra Kristiania. Der hørtes ikke længer som i gamle dage nogen festlig støi indenfra. Fra et par av vinduene flommet gult lys ut i sneen. Det hele mindet om et julekort.
Chaufføren spurte:
— Det blir vell ikke no’ mer kjøring idag kanske?
— Neppe, svarte Krag, og tilføiet rent paa maa-faa:
— Men De har dog været senere ute de andre gangene.
— Men saa har det ogsaa været bedre veir, svarte chaufføren.
Her har vi altsaa synderen, tænkte Krag. Høit sa han:
— Vis mig veien.
Chaufføren gik foran ind til huset. Der var netop maaket ny sti. Sneen laa favnehøi paa begge sider.
— Faar jeg noget at spise her tro? spurte Krag.
— Jøsses da, svarte chaufføren ivrig; jeg har netop
