omstændigheter ved de tre herrers forsvinden satte folks fantasi i den vildeste bevægelse. Avisene svelget i enkeltheter; men for ikke unødig at forurolige de forsvundnes etterlatte undlot avisene at trække sammenligninger mellem denne sak og lignende saker i utlandet, som var begyndt med fredelige menneskers gaadefulde forsvinden og resultert i uhyggelige tragedier. Tidene var jo saadanne at man overalt i Europa kunde regne med det mest uventede . . .
Den 4. december om morgenen hadde Ødegaards annonse efter chaufføren staat i bladet. Trods den utlovede belønning meldte ingen sig. Den 5. om morgenen, da affæren allerede var en landskjendt sensation, averterte en av de forsvundnes venner, skibsreder Johs. P. Christensen (populært kaldet «Jos») i alle avisene, at han vilde gi 2000 kroner til den som kunde skaffe chaufføren tilrette. Der var fremdeles ingen som meldte sig.
Men klokken 2 om eftermiddagen samme dag mottok advokat Davidsen (som var en særlig intim ven av direktør Reisman) et ekspresbrev paa sit kontor. Ekspresbrevet var avsendt om morgenen fra Moss. Brevet indeholdt en meddelelse fra den forsvundne direktør Reisman. Paa dette tids punkt hadde Davidsen kjendskap til at Asbjørn Krag i forening med dr. Ovesen ledet eftersøkelsen efter de forsvundne. Advokat Davidsen satte sig derfor straks i forbindelse med de to herrer. Det viste sig at brevet fra Reisman indeholdt vigtige meddelelser foruten til Davidsen ogsaa til Johs. P. Christensen.
Som følge derav hadde Davidsen en konferanse med Jos paa dennes kontor. Efter avtale skulde begge herrerne møtes med Krag og dr. Ovesen i separatkabinettet paa Continental for at avtale hvad der videre skulde gjøres.
Avtalen var at de skulde møtes klokken halv syv.
Og præcis klokken halv syv kom advokat Davidsen paa den ovenfor meddelte opsigtsvækkende maate ind i hotellet.
Da han hadde faat sin whisky og slynget ned to store og styrkende slurker, spurte dr. Ovesen utaalmodig:
— Hvor er Jos?
— Jos? svarte Davidsen — Jos er ogsaa borte.
Da var det dr. Ovesen reiste sig og sa harmdirrende:
— Mine herrer, nu foretrækker jeg ogsaa at forsvinde.
