tat tilbøielig til at anmode Ødegaard om at la det hele bero indtil videre, men saa fik jeg høre om hvorledes der var vendt op og ned paa dette værelse, og saa fik jeg en bestemt anelse om at der kunde ligge alvor bak de tilsynelatende burleske, kanske en tragedie. Jeg sa til Ødegaard at han skulde komme straks og hente mig, saa skulde jeg imens klæ mig om og gjøre mig i stand. Nuvel, jeg gjorde mig færdig og aapnet ytterdøren. Jeg bor i fjerde, men ytterdøren kan aapnes ovenfra min bolig ved hjælp av en elektrisk ledning.
Saa hørte jeg en bil stanse utenfor mit hus. Jeg aapnet vinduet. Det var endnu ganske mørkt. Men jeg kunde dog mot den hvite sne se at ikke én, men to biler holdt uten for. En lang, frakkeklædt skikkelse, hvori jeg syntes at gjenkjende Ødegaard, parlamenterte med en av chaufførerne. Jeg ropte ned:
— Er det Dem, Ødegaard?
Manden vendte sit hode op mot mig og svarte:
— Ja, nu kommer jeg. Kast ned nøklen.
Jeg gjenkjendte ham. Det var Ødegaard. Jeg ropte tilbake:
— Døren er aapen. Nu skal jeg tænde trappelyset.
Jeg gik ut paa trappeavsatsen og tændte det elektriske lys, som lyste gjennem alle etagerne. Jeg hørte ham komme ind gjennem ytterdøren dypt dernede. Jeg kunde ogsaa se skyggen av hans lange skikkelse mellem trappesprinklene. Saa ropte jeg atter til ham:
—Ta elevatoren. Den er automatisk. Jeg venter her.
— Javel, svarte han ivrig.
Jeg gjenkjendte hans stemme.
Saa begyndte elevatoren at gaa opover. Jeg kunde følge dens gang opover paa de sidste lys som blinket i tavlen. Men hvad sker, mine herrer? Jo, mellem anden og tredje etage gjør elevatoren et pludselig stop. Han har trykket paa stoppeknappen. Derefter begynder den atter at gaa nedover og stanser ved anden etage. Jeg hører paa elevatordørens skramlen at han gaar ut av elevatoren. Jeg kan fremdeles se skyggen av ham dernede mellem trappegelænderet.
