mine flinkeste folk, jeg satte i bevægelse, og han fik bl. a. i opdrag at passe paa Suronens «Excelsior»-bil, at samle op lysninger om Suronen og paa en diskret maate undersøke nærmere de brutte segl og kortspilpakkerne i klubben. Saa gik jeg paa toget. Jeg var ikke forbauset over at finde Suronen der. Jeg tror nok jeg hadde skaffet mig en forklædning, som gjorde det umulig for ham at gjenkjende mig. De kjendte formodentlig ikke den jødisk utseende franske kjøbmand, som sat like over for Deres søster paa toget?
Suronen indskrænket sig til forbauset at trække øienbrynene i veiret, men bevægelsen røbet at oplysningen var ny for ham.
— Derimot blev jeg forbauset, fortsatte Krag, da frøken Aino steg av i Helsingør. Jeg kjendte jo endnu ikke sammenhængen med det hele. Nu forstaar jeg det bedre. Jeg roste mig for et øieblik siden av min forklædning som fransk jødisk kjøbmand. Maa jeg nu gi Dem, Suronen, en kompliment for den ganske fortræffelige kunst, hvormed De hadde maskert Dem som skibsreder Johs. P. Christensen. Jeg kjendte Dem ikke igjen i Helsingør, og jeg kjendte Dem heller ikke igjen senere.
Hansted-Jensen hadde hittil sittet og lyttet til Asbjørn Krags fortælling og lekt med sin blyant. Nu la han den med et knald ned paa bordplaten, lænte sig tilbake i stolen og lo høit.
Christensen sa:
— Jeg begynder at fatte det hele bedre og bedre, men jeg forstaar bare ikke, hvorledes et menneske kan være i besiddelse av en saa formidabel dristighet.
— Spil, svarte Krag, det er spil. Suronen er hasardør, en uforbederlig spiller, det stemmer ogsaa med de oplysninger jeg har mottat om ham i disse dage fra min mand i Kristiania. Rent generelt vil jeg si, at vi er paa vildspor, naar vi tror, at vi fremdeles lever under de gamle forhold. Krigen og al krigens nerveanspændelse har sat tempoet mere op end vi aner. Vi har faat ind over Nordens grænser en sverm av eventyrere, som arbeider storstilt og henrevet av den katastrofale spændings sensation. Tilfældet Suronen skal nok vise sig ikke at være enestaaende.
— Først nu ser jeg det hele klart, utbrøt Hansted-Jensen i en tone som om han vilde si om sig selv: Hvor har du
