ikke fuldtallig. Der er plads til endnu en paa den ledige stol.
— Hvem venter De?
— Jeg venter Jos, svarte Krag.
— Den forsvundne! ropte kjøbenhavneren.
— Ja, og han skulde være her nu.
I det samme slog raadhusuret halvtimeslag.
Klokken var 7½.
XL.
JOS KOMMER.
Asbjørn Krag yndet den slags dramatiske overraskelser, ikke alene fordi han vilde ha en rent personlig tilfreds stillelse av sensationen, men ogsaa fordi selve overraskelsesmomentet kunde være av værdi for ham. Like over for det absolut uventede røber mennesker sig altid lettere end naar de har anledning til at tænke sig om og overveie sin stilling.
Hvis det hadde været Krags hensigt at læse av de nærværendes minespil, kunde han ikke ha fundet en bedre anledning.
I Hansted-Jensens, øine straalte et humoristisk glimt. Han var vant til sin kollegas beregnede overraskelser og forstod med ett, at Krag nu hadde løsningen i sin haand. Derigjennem fik han ogsaa en forklaring paa Kristiania detektivens tidligere likegyldighet.
Hvad den unge dame angaar, da forekom hun merkelig uberørt av Krags opsigtsvækkende meddelelse. Det var likesom hun visste det hele paa forhaand eller ante hvad der skulde komme. Hun sat urørlig og stirret ret frem for sig med et besynderlig forstenet og forgræmmet uttryk i sit smukke ansigt.
Men Suronen derimot kunde ikke skjule at han var blit grepet ay det uventede. Han saa fra den ene til den anden med denne særegne, spørgende nysgjerrighet som røbet hans usikre situation. Var det hele en dristig spøk? Skulde han le høit? Han valgte det fornuftigste. Han avventet, hvad der vilde ske. Og som et middel til at skjule sin
