underlige øine. Hansted-Jensen kjendte den samme uforklarlige gysen, som han hadde følt for nogen timer siden derinde i den halvmørke Trocadero bar. Frøken Aino bare bøiet hodet som tegn paa at hun hadde forstaat.
— Hvad De der siger, Suronen, sa Asbjørn Krag, kunde tyde paa, at der var fare for vor fælles ven Jos. Jeg er ikke overbevist derom. Vi vet jo endnu intet.
— Men den blodplettede frak, begyndte Suronen —
Ved ordet «blodplettet» gik der en skjælven gjennem den unge dame. Krag la sin haand paa hendes arm.
— Vær bare stille, sa han, endnu kan alt vende sig til det gode.
Atter saa han paa sit ur. Saa grep han dokumentene.
— Agter De at læse noget op for os? spurte Hansted-Jensen.
— Ja, svarte Krag, jeg agter at læse op en liten novelle, men ikke nogen litterær novelle. Den bestaar udelukkende av telegrammer, rapporter og andre dokumenter.
— Hvad handler denne novelle om? spurte kjøbenhavneren.
— Hvis jeg skulde sætte en titel paa den, svarte Krag, vilde jeg kalde den for «Aktieselskapet 7. december eller hvorledes Jos forsvandt». Hvor skal De hen, Suronen?
Suronen hadde pludselig reist sig fra sin plads inde i den dype sofa.
— Jeg sitter saa daarlig derinde i sofaen, svarte finnen.
Hansted-Jensen la merke til at hans røst pludselig lød rusten og hæs.
Suronen pekte paa en stol.
— Maa jeg ikke heller sitte dér, sa han.
— Jeg har bestemt Deres plads, svarte Krag med en saadan befalende ro i stemmen, at Suronen uvilkaanlig gled tilbake i sofaen.
Henvendt til Hansted-Jensen fortsatte Krag:
— Aa, De er nok saa elskværdig, kjære ven, at bistaa mig med at holde ham der.
Hansted-Jensen forstod pludselig.
— Læs saa, bad han ivrig og utaalmodig.
— Straks, svarte Krag; men forsamlingen er endnu
