— Med visshet kan man jo aldrig avgjøre det, sa han;
men jeg haaber han er i live.
Hansted-Jensen tok med begge hænder om sit hode.
— Du store Gud! ropte han — jeg forstaar ikke Deres likegyldighet. De smiler! Men jeg for min del taaler ikke længer denne meningsløse uvirksomhet.
Krag saa paa sit ur.
— Vent litt, nu skal vi ogsaa straks begi os avsted.
— Hvorhen?
— Til Paladshotellet.
— Venter De at finde forbryderen dér? spurte Suronen.
— Nei, svarte Krag.
— Hvor venter De saa at finde ham? De naa, jo ha en plan. Mistsenker De nogen?
Krag rystet benegtende paa hodet.
— Jeg kunde jo mistænke Dem, sa han og slog Suronen venlig paa skulderen — De er jo ogsaa set ved cafe Osborne inat.
— Jeg? spurte Suronen forbauset. Men pludselig syntes han at erindre sig noget.
— Det er rigtig, sa han, jeg gik over Vesterbros Torv
klokken halv seks idag morges.
XXXIX.
JEG VENTER JOS.
En halv times tid efter befandt de tre herrer sig paa Paladshotellet, hvor Asbjørn Krag nu hadde leiet et stort værelse. Suronen spurte meget interessert baade portieren og etagetjeneren om man hadde hørt noget til den forsvundne, men fik begge steder alene en benektende hoderysten til svar. Hansted-Jensen var forbauset over at Krag med saa ringe interesse tok del i disse oplysninger.
— Saavidt jeg kan forstaa paa Dem, sa han, er De allerede paa det rene med den ulykkeliges skjæbne.
Krag svarte ikke, men konfererte i stedet med sit ur og syntes at tumle med en eller anden beregning.
— Om en time, sa han halvhøit, om en time er klokken halv otte.
