paa Deres ro og aandsnærværelse, og det var derfor jeg følte mig skuffet over Deres følelsesutbrud. Vi lærer av den blodplettede frakke der henne, at vi ikke har bruk for fornemmelser, men handling. Forstaar De mig nu?
Suronen trykket hans haand varmt.
— Han gjør nar av ham, tænkte Hansted-Jensen.
Krag gik hen til flygelet og løftet en pakke i brunt papir, som laa henslængt paa gulvet. Inde i denne pakke laa en krøllet og smudset diplomatfrakke. Krag brettet den ut.
— Ikke sandt, sa han, vi husker alle Jos' diplomat. Her er skræddermerket i stroppen. Og her er lommeboken. Den er ganske tom for værdisaker, men indeholder dog nogen papirer som viser at vi ikke kan ta feil i vor antagelse om, at frakken er Christensens.
— Det er virkelig hans, mumlet Suronen bevæget. De talte om blodflekker, hvor findes de?
Krag kastet igjen et advarende blik paa ham.
—Nu ikke mere bevægelse, kjære ven, sa han. Om nogen timer kan vi være i en situation da De muligens har ret til at føle Dem bestyrtet, men ikke nu.
Han vrængte det ene ærme. Det lyse fôr var sterkt blodplettet.
Hansted-Jensen undersøkte tøiet nøiagtig.
— Der kan ikke være nogen tvil, sa han. Det er blod dette her. Hvor har De fundet frakken?
— Det er ikke mig, som har fundet den, svarte Krag, den er i middags indbragt som hittegods til politikammeret. Den er fundet av en melkemand i et gaardsrum i Dragonstræde.
— Et uhyggelig kvarter, mumlet kjøbenhavneren. Hvilket nummer?
— 75.
Jensen tænkte sig om.
— Nu husker jeg gaarden, sa han — et væmmelig hus, fyldt fra kjelder til mønningen av alskens patrask. Gaarden er vel avsperret og undersøkt?
— Nei.
— Ikke? Det var besynderlig: men hvilke foranstaltninger har De ellers truffet ianledning av dette uhyggelige fund? Her gjælder det mer end nogensinde om at handle hurtig.
