— Saa har De vel ikke noget imot at reise med mig.
Jeg har en bil utenfor.
— Hvorhen? spurte Suronen.
— Til «Røde Constance». De kan være mig til nytte, og De gjør jo gjerne Deres ulykkelige ven en tjeneste.
Suronen reiste sig straks og villig.
— Jeg gaar med, sa han. Det skulde interessere mig meget at faa en løsning paa denne gaade.
Han henvendte nogen undskyldende ord til sine venner, og de hilste ham slapt og uinteressert til avsked. De var i den salige tilstand efter en rangel, da man glider let og uanfegtet gjennem tilværelsen og skilles og møtes uten besvær. Saa fo'r Suronen og detektiven.
I denne bolignødens tid maatte enhver misunde «Røde Constance» den leilighet hun hadde forstaat at skaffe sig. Huset laa i en av de smaa villabebyggede sidegater i nærheten av Frederiksberg Have. Villaen laa litt tilbakeklemt fra gaten med store trær foran. Om sommeren maatte den ligge aldeles begravet under disse trærs mængder, men nu saaes tydelig dens facade mellem de sorte grener. Det var et gammelt træhus med to rækker vinduer. De nederste vinduer var tæt dækket med skodder, saaledes som man ser det paa franske huser. De øverste vinduer var dækket indenfor med tykke, absintgrønne draperier. Den lille villa virket i decemberkulden lun og lukket.
Gjennem en liten havegang naadde de to mænd frem til villaens indgangsdør, som laa paa baksiden av huset — mot en liten beplantet gaardsplads. Straks de hadde ringt paa, aapnedes døren av en tjener. Denne tjener kunde ikke ha været bedre utstyrt av en flink teaterregissør. Middelaldrende, fuldstændig engelske stil, litt fyldig, men urørlig ansigt, velpleide polisoner, let skaldet, hvilket yderligere forøket hans værdighet, diskret grønt liberi med sorte knapper.
Han bukket stivt.
— Fruen tar ikke imot, sa han.
— Hallo, Johnny! utbrøt detektiven og banket tjeneren gemytlig paa skulderen — det er længe siden vi hadde den fornøielse.
Johnny trak øienbrynene i veiret, saaledes som tjenerne pleier i de amerikanske filmsdramaer.