Denslags utgydelser i en saadan stund har passeret det bevisste hykleris grænse: Der er intet skille længer mellem løgn og sandhet.
En slik opløsning skaper til den anden side panik og svovelprædikanter, som maler fanden paa væggen; man gjør heftige forsøk paa at skake de letfærdige op. Men vi har jo set at end ikke disse fanatikere er ganske urokkelige i sin tro: selve Savonarola vaaget ikke at gaa paa ild for sin lære, da franciskaner-munken utfordret ham til jernbyrd. —
Opløsningen findes ogsaa i selve staternes politiske forfatning, idet der var en uendelighet av instanser eller „raad“, residua fra gamle regjeringsformer, som var blit sittende tilbake og nu laa og snyltet ind paa hverandre, idet kompetanse-omraaderne ikke var klart optrukket. Ikke mindst var dette situationen i Firenze, hvor resterne laa lagvis op paa hverandre som ved antikke ruiner, saa enhver avgjørende optræden stækkedes; bare dette forhold maatte jo i enhver energisk personlighet skape tørst efter orden og vilje. Og den ansvarlige instans er vanskelig at finde: der er f. eks. en vanmægtig „gonfaloniere“, som skulde svare til Venezia’s doge, men — han vælges hver maaned! Og til sine tider blev det just ikke nogen særlig eftertragtet stilling, nemlig da, naar et ansvar for et politisk skridt utadtil skulde overtas: han blev jo da simpelthen en slags gidsel for det troløse, offer-uvillige folk, som nok beder tyndt om at bli styret, men staar færdig til at dolke dem som styrer. Ti i det ligner Firenze Venezia, at det er en by av kræmmere. Men
