er til salgs, selv saligheten; man betaler efter fast takst forbrydelserne, fra simpelt tyveri til fadermord og blodskam; og pengene gaar til paven personlig og til hans kardinaler; siden blir jo avlad sat i system for hele kristenheten. Man møter løftebrud, mened, al optænkelig art kjøns-utskeielse, gate-bacchanaler; og Tiberen fløt med kadavere — det hørte hver kveld saa at si med til renovationen at kaste lik i elven. Men over hele Italien var gift og dolk paa færde, og i pavens Rom utklækkedes skurkestrekerne. — Det som driver disse hellige kirkens mænd er ustillelig pengetørst. Tidens pengetørst maa ha været enestaaende, den drift tar luven fra selve mordlysten: Naar der f. eks. er sat en sum paa en dødsfiendes hode og han blir tat til fange, bruker man prisen paa hans hode som kontanter ved opgjør og forlik. Det gjør saaledes Orsini-ætten, Alexander VI’s fiender; da de hadde sat en pris av 40 000 dukater paa pavens ven Urbino-hertugen, som de er saa heldige at fange levende, og der ved fredsslutningen blir paalagt dem at utrede til paven 50 000 dukater, leverer de ham Urbino-hertugen som valuta i varer og i klingende mynt bare de resterende 10 000. (En anden sak er det at Alexander VI straks efterpaa lar sin hjerteven Urbino-hertugen punge ut med sit hodes pris, de 40 000.) Rikmænd kastet man i Engelsborg’s fængsel og beskyldte for de værste forbrydelser for at presse penger ut av dem; man kunde endog benytte det samme offer gjentagne ganger. Og naar en kardinal ved sine indkomster var blit formuende, dør han ikke sjelden av gift, og paven, som indfinder sig punktlig til døds-
