øieblikket, soper leiligheten tom for penger, sølvtøi, gobelin’er og hvad der ellers er av værdi, og bringer det med sig hjem til Vatikanet, hvor man saa stænger alle dører for audiens, sitter i dagevis og tæller tyvekosterne. Giustinian, den nævnte gesandt fra Venezia, sender depecher hjem om en slik affære, som han vet indbragte Alexander VI vel l50 000 dukater: en kardinal er død under mistænkelige symptomer, og den skjelm av en gesandt indfinder sig øieblikkelig paa visit hos paven for at snuse, men han blir selvfølgelig ikke mottat da. Først to-tre dage efter blir han tilsagt i audiens; da sitter forresten paven endnu og tæller, men med den krænkede uskylds mine: „Se“ sier han, „det er bare 23 832 dukater efter ham, — og saa er hele hyen her fyldt av det rygte at vi har faat i kontanter fra 80 til 100 tusen dukater!“ — Med den slags interiører i minde kan man jo ikke forbauses over at folket f. eks. ved pavevalg satte summer paa kandidaterne ganske som ved spil under hestekapløp og at endog bankerne aapnet egen avdeling for denslags transaktioner. — I privatlivet møter vi endog hos dem, som staar langt over flertallet, raseret religiøs bevissthet, hvor letfærd og gudsfrygt har indgaat den behageligste forbindelse, trods deres forsikring om det motsatte. En slik type er f. eks. Francesco Vettori (gesandt i Rom bl. a. 1513—15), hvis breve til vennen Machiavelli gir et levende indblik i opløsningen; allerede det, han fortæller om sin leilighet paa Gianicolo-høiden, gir ett billede av komplet utviskelse: Den hænger sammen og staar i direkte forbindelse med en kirke; og
