var rik, og naadde frem til pavestolen ved bestikkelser, hvorunder bl. a. Cæsar Borgia var behjælpelig, idet han paatok sig de spanske kardinaler. Han indleder en ny tid i Italiens politik.
Under denne pave sprang ogsaa renæssansen først ut i fuld blomst: i kunsten Leonardo og Michel Angelo og de andre, hvorav Firenze avlet de fleste, i historien Machiavelli og Fr. Guicciardini, i digtningen Ariosto fra Ferrara. Alt blomstret i hans urolige tiaar. Og Giulio II var den første, som støttet seklets kunst, ikke Leo X, som kom senere og har faat æren for det, og som forundtes at gi aarhundredet sit navn. I Giulio’s regjeringstid var det ogsaa man grov frem Apollo Belvedere og Laokoon (1508); i hans tid finder man manuskripter av Plautus’s og Terentius’s komedier. Og i hans tid er det, de spilles ut, hine sterke, lidenskapelige scener hos Este’rne i Ferrara, hvor poeter sang under Alfonso I og Lucrezia av Borgia’s æt.
I politik er han en motsætning til Borgia’erne: han har én uegennyttig idé, nemlig den at reise pavedømmet op av dets dype fornedrelse og atter gjøre kirken mægtig. Personlig gunst og nepotisme spiller ingen rolle, ialfald ikke hovedrollen, som det gjorde før. Og her møtte Cæsar Borgia en kold, beregnende karakter. Som en gammeltestamentlig patriark drog han selv i felten, rykket nordover i ilmarscher i spidsen for 24 kardinaler, endog før hans tropper egentlig var færdige, og slog de gjenstridige smaafyrster under sig: Perugia, Urbino, Cesena, Forli, Imola, Bologna; nogen faldt tilfote endog uten sverdslag.
Men for at virkeliggjøre denne sin idé bragte han
