hof styres alt med en beundringsværdig hemmelighet, og de ting, som skal forties, sies aldrig ...“
Ellers kjendte heller ikke denne mand egentlig nogen statsidé eller fulgte den. Og han er liten i motgang, ustolt. Han, som ellers beregner alt, glemte nemlig at forutse én ting: sin fars, pavens, død. Da vet han pludselig ikke ut eller ind. Vistnok var der rundt om ham blandt de forjagede hertuger fiender, som nu vendte tilbake til sine stater; men Romagna holdt sig trofast imot ham, og dog falder det ham ikke ind at sætte sig i spidsen for sin lille, udmerkede hær: han er blit kortsynt av bare at bruke svik. Ved pavens død falder han helt sammen, kryper for dem, han i sine velmagtsdage aarevis har forfulgt paa enhver maate, trygler sine fordums ofre om tilgivelse, som netop den nævnte Guidobaldo av Urbino, med baretten i haanden og knælende, idet han nu kaster al skylden over paa sin bortgangne far, det skarn av en pave.
Dette foragtelige syn av sin gamle helt oplevet ogsaa Machiavelli. Det var ved pavehoffet i Rom, ikke fuldt ett aars tid efter at han i Romagna hadde staat som Italiens mægtigste fyrste.
Den nye pave Pio III var ingen mordersjæl, men mild og fredelig, en sykelig stilk, et ingenting; det er av de kortlevende paver, som er for god for denne verden, men som de ærgjerrige kardinaler vælger kun for at faa tid til at summe sig og bringe intrigerne i orden til hovedslaget. Allerede efter nogen maaneder var han død. Han, som da blev pave, Giulio II (1503—1513), nevø av Sixtus IV, var av Della Rovere’s ukuelige, krigerske opkomlingæt, et jern. Han
