ialfald brandskatter de, trods al imøtekommenheten fra Firenze.
Invasionens fremste mænd er til en begyndelse Karl VIII for Frankrikes vedkommende, keiser Maximilian for Tysklands. Og Italien er deres kampes pris, det er byttet. — Det er dette, som fuldbyrder sig, nationalt set. Og under ustanselig skiftende alliancer mellem de fremmede indbyrdes og mellem folkets egne fyrster. Flommens virvar stiger mer og mer utover, eftersom der ingensteds reiser sig nogen overlegen skikkelse med fremsyn. Men det ny er Maximilian og tyskerne, som dukker fordringsfulde op ved boets skifte. Nu lider endog stundom de franske nederlag: Karl VIII’s tog ender saaledes uheldig; under hans efterfølger Ludvig XII blir Frankrike slaat av spanierne ved Garigliano 1503; Frankrike seirer nok siden i det blodige slag ved Ravenna 1512, men det mistet sin udmerkede hærfører, og seiren blir saaledes bare indledningen til et nederlag.
De to nævnte fyrster er ellers nogen kostelige overgangsskikkelser, som merkelig nok, trods sin lettroenhet og trods al sin skjørhjernede romantik, kom til at fylde, om ikke netop varig præge historien. Der er noget underlig uegte og naragtig over dem begge, noget til det taapelige teatralsk og uoriginalt, som særlig mot den italienske samtids klare intelligens stikker av saa forlagt og uigjenløst; de virker som to fremmede fugler her syd, som to urgamle, dunkle ræggler.
Karl VIII foresvævet der saaledes visselig noget som en ny utgave av Carolus Magnus. Det har
