og for dagen: i Bologna, Urbino, Ferrara, Siena, Forli, Mantua; de gjorde ganske som schweizerne: tok parti, hvor de fik bedst betaling. Og i dette liv for dagen gik altid paverne i spidsen. Men midt under disse kampe utad leveres samtidig blodige ætte-slagsmaal indenfor de egne mure, eller staar der larm fra vildt partikjekl, som lokker fremmede til; slik var det just i Genua, Perugia, Bologna o. s. v. Slik var det jo ogsaa i Firenze selv, hvor huset Medici’s tilhængere intrigerer og egoistisk utnytter hver politisk brukbar situation for at naa tilbake til byen og til magten.
Men det, som ligger bak dette virvar, denne alles strid mot alle, det store som egentlig foregaar, det tragiske, nationalt set, — det er fremmedinvasionen, Italiens oversvømmelse paany. Der var to magter som kunde grepet ind her og gaat i spidsen for samling av Italien til ett rike og mot de fremmede: kræmmerstaten Venezia og paven. De gjorde det ikke, nogen av dem; de var tvertimot altid til hinder. Den gamle Lorenzo Magnifico hadde fremsyn her; han søkte at holde Italiens stater saa nogenlunde i ro sig indbyrdes; han hindret f. eks. av den grund krig mellem Milano og Napoli, dengang Sforza vilde indkalde franske tropper. Men ved hans død (1492) var der ingen fyrste med fremsyn længer. Nu drager man med sine leiede hære snart sydover halvøen, snart er de paa tilbaketog nordover. — Og for alle disse gjælder det at komme i venskabelig forbindelse med Firenze; gjennem Toscana gaar jo veien for dem, som skal til Kirkestaten, og for dem paa marsch til kongeriket Napoli. Selvfølgelig drager de allikevel oftest plyndrende frem;
