skrev nu de vers, barna sang ved sin procession palmesøndag 1496. Og det var under avsyngelsen av hans hymner til guds ære, at Savonarola hin karnevalets sidste dag 1497 paa Signoriapladsen i Firenze lot brænde verdslig tant, som malerier, tegninger, statuer, bøker, nips, masker, digte — „forfængeligheternes opbrænden“ (bruciamento delle vanità). — Ved motstand blev munken bare heftigere, uforsonligere.
Ytre held traadte ogsaa til og øket hans ry. For det første forutsa han landsulykker, som slog merkelig ind, nemlig franskmændenes invasion i Italien under Karl VIII 1494. Man saa i ham noget overnaturlig, noget synsk, og de av skepsis gjennemsyrede borgere hang ved hans læber. — Siden gik han kongen imøte, ligervis som den ældste kristendoms biskoper, og truet ham, om han rørte Firenze; og da kongen senere satte sig fast et øieblik indenfor Firenze’s Mure, gik han atter til ham og bød ham at drage bort: da sker det merkelige at kongen lystrer! Det var altsaa Savonarola som frelste byen fra hans allerkristeligste majestæt, efterat Medici hadde solgt den og atpaa bundet den til at betale 200 000 dukater; det blev ikke et litet plus i munkens anseelse. Som før nævnt, var det ved den anledning at huset Medici med Lorenzo Magnifico’s søn Piero som overhode blev forjaget fra Firenze; og derved begik altsaa staten den dumhet, som alle smaastater dengang gjorde: man lot den, som man ansaa for frihetens fiende, helskindet undslippe, saa huset Medici gjennem næsten et snes aar blev den skybanke som hang truende
