rentisme spillet ind. Men der har sikkerlig ogsaa virket andre ting med.
Savonarola kom fra provinsen og stod ganske utenfor al klassisk dannelse. Han var ingen humanist, han hadet i det hele den hedenske tidsaand; som dominikanermunk tordnet han mot tidens og kirkens fordærvelse. Og han optraadte uten frygt og persons-anseelse; saaledes negtet han jo selve Lorenzo Magnifico syndsforladelse, da han laa for døden. Han var veltalende, og han var uegennyttig, glødende av overbevisning. Som prior for San Marco-klostret i Firenze trodde han sig guds utvalgte redskap, hans specielle utsending for at frelse kirken. En selvbestaltet Moses, som skulde føre folket ut av ørkenen; som alle fremragende vækkelsesprædikanter hadde han en stor evne til at være dus med Vorherre. Endog humanister omvendte sig. Det var jo noget vivører ogsaa den gang pleiet: de slog om paa sine ældre dage; saaledes vet vi at selve Boccaccio, som døde mere end et aarhundrede tidligere (1375), gjorde det i de graanende aar og følte „angst for guds vrede“. For Savonarola’s bodsprædiken faldt renæssanse-skikkelser til fote som Pico della Mirandola, som jo hadde elsket i hvert palads og i hvert smug: han brændte sine elskovs-kvad og kom endog i tanke om at træde ind i hans munkeorden. Han og en anden humanist, Angelo Poliziano, ønsket at begraves i hans kirke San Marco. En tredje humanist var Girolamo Benevieni, som hadde været medlem av det platoniske akademi i Firenze og som jo hadde skrevet canzoner og sonetter til elskovsgudens pris; han
