denne periode, blir uhjælpelig atter sittende fast i kaos.
Som tænker blir han saaledes ogsaa her visselig subjektiv. Men som historisk fortæller lægger han alle personlige hensyn væk. Og her hadde der saamen været anledning nok at si behageligheter til alle kanter og vinde venner; for det er jo de samme stor-ætter, som lever paa hans tid i Firenze. Han gjør det ikke. Han er ubestikkelig i sin dom, privatinteressen skinner aldrig igjennem. Han er kold, men fint merkende, lik en seismograf, som indregistrerer, som varsler katastrofen. Men netop derved blir hans historie saa fortættet av dramatisk liv; man har i saa maate endog sammenlignet den med Shakespeare.
Men føler man hans stil paa pulsen, merker man nok i hver linje, hvor han er selv, — hvor han personlig har hat nydelse av det, han skrev. Stilens kraft og virkning beror nemlig paa synsk enkelhet. Og jo mer i visionær ekstase han kommer, des enklere blir hans stil. Form og indhold smelter sammen og blir ett under betatheten ved at nærme sig katastrofen; det receptive reagerer og skaper blomsten i den episke stil, den beseirede spændings stil. Det er i grunden paa sin maate samme fænomen som naar neurastenikeren midt under slaget pludselig staar der sund og enkel i sit følelsesliv: handling og fare lægte! Det samme møter vi f. eks. hos Dante: spændingen forenkler; jeg minder om hin enestaaende scene i taarnet (L’inferno’s tre og tredivte sang), hvor Ugolino ved svik stænges inde med sine sønner
