skriver ogsaa om etappe- og tilførsels-tjenesten o. s. v. Altsammen lærdomme gyldne den dag idag, hvormeget end artilleriet, som nu er kommet til, har ændret krigskunsten — en vaabenart, som han jo dengang var historisk undskyldt for at vurdere efter fortjeneste. Skjønt han selv aldrig har deltat praktisk som soldat i felten, er han dog kommet til at yde et arbeide, som er grundlæggende for hele den moderne krigsvidenskap; preussiske militær-autoriteter ser jeg saaledes erkjender, at hans verk er ialfald hans aarhundredes største præstation i krigsvidenskap. Det staar vistnok uimotsagt av alle, undtagen av golde sjæle som Voltaire, som naturligvis har forsøkt at latterliggjøre hans arbeide.
Der er dertil over arbeidet en stilens fasthet, renhet og høihet, som over intet av hans skrifter. Og det slutter med hin brændende apostrofe, som tar pusten fra én, hvor han sier Italien den sandhet, at det er en skam iblandt folkeslagene. Lægger saa i selvfølelse til: „Den, som foragter disse tanker, han foragter sit fyrstendømme, om han er fyrste. Sin by, om han er borger.“
Men man læser især øieblikkets angst ut av slike ord. Det er jo Karl V og Frans I som just da strides om halvøen.
Hans idéers fortættelse foreligger imidlertid i Fyrsten. Den bok er som hett staal. Ogsaa den er blit til i en angstens visionære henførelse. Om den politiske livsvisdom, som væsentlig er nedlagt der, har jeg før snakket.
Ellers er det vel i det hele ugjørlig at si noget
