Det brev, jeg her foran oversatte nogen linjer av, fører os midt op i det stormcentrum, som var aarets historiske situation, ogsaa utenfor Firenze. Det var det aar, paven av den spanske Borgia-æt, Alexander VI, gjorde den sidste anstrengelse for at kverke Savonarola, den farlige lægprædikant nord fra Ferrara, en by i den del av landet, hvor endnu den dag idag Italiens stridbareste, ukueligste folkefærd bor; det er vel saaledes ikke rent tilfældig at det er i denne landsdel lilleputrepublikken San Marino er blit staaende igjen. — Machiavelli sender, som anført, nævnte lidenskapsløse brev til vennen i Rom med bøn om et svar, hvor han faar vedkommendes mening om affæren — han kan gi oplysning i saken, da han jo bor i Rom og kjender til pavens stemning. Man har undret sig over Machiavelli’s mangel paa forstaaelse her, ja kulde — han som ellers var saa skarpøiet, hvor det gjaldt at finde frem de bevægende kræfter bak fænomener. Men for det første var han jo ny i politikken; dernæst har hans religiøse indiffe-
