kalsk; men det er digterens opgave at faa menneskene til at føle det som ikke kan forstaaes.“ Der har vi allerede et andet syn paa saken. De vet begge likesaa godt som Carducci, hvad stil er. Og spurte man Michel Angelo, vilde han svare en tredje ting om stil. Men svarene har alle det tilfælles, at denslags stil læres ikke: Den er en gave, som er medfødt. Et uttryk for deres egen personlighet. Det er ikke opvartere, som serverer; eller gjøglere, som kaster med fem kniver. — Og forsaavidt er der intet skille mellem Machiavelli og en eneste av dem.
Rom under Leo X og Clemens VII var derimot samlingssted for den motsatte art „stilister“, for stil-fabrikanterne, for de literære spytslikkere, for spottedigtere; Rom var bl. a. de latinskrivende, servile humanisters gjødesti, gjødestien for alle salgbare aandens mænd, for hver en Pietro Aretino. Machiavelli fulgte ikke Vettori’s invit, som vi saa; det karakter-opslitende lakei-væsen blev han derved lykkelig sparet for. Og deri er der et stort og merkelig skille mellem ham og pennens mænd i hans samtid.
I Firenze var der inden den folkelige digtning en „palads-poesi“ og en „gate-poesi“, som gik side om side. „Cantori di piazza“ (torvsangere) besørget den sidste, særlig paa pladsen ved Or San-Michele. Palads-poesien paatok Signoria-raadets offentlig ansatte herold („araldo di Signoria“) sig; han utførte saaledes nidverset under dømte borgeres billeder o. l. Og Machiavelli’s Decennali — historisk tiaars-kronik paa vers — var i grunden en forbindelse av disse to arter poesi.
