i Italien nu, at den, som har imot Machiavelli’s stil, fortæller bare at han selv er en undermaals aand, uten personlighet, uten sund smak; Carducci fremholder i grunden ogsaa noget lignende. Det er jo i sin tendens litt lavpandet og litt avfeiende sagt, som man forresten kan vente det av Carducci. Machiavelli’s stil er ikke den eneste kunstneriske stil, eftersom det selvsagt er som Buffon sier, at „ces choses (ɔ: utenverdenen) sont hors de l’homme, le style est l’homme même“: Der blir derved hundrede arter stil — saamange som der er mænd. Og desuten er der inden en og samme mand stil til det bruk og stil til det bruk, hvilket Buffon ikke sier; ved kunst spiller der saaledes ind saamangt med hensyn til virkemidler og effekt, som en tendens-skribent eller et saglig døgn-indlæg maa holde sig væk fra. Man har f. eks. slængt efter Baudelaire at han var bizar og søkt; og saa er jo stilen i Fleurs du Mal hans eneste naturlige ytringsform; det er det første uttryk, slik fødte hans syn ordet den første stund. Hans hjernevindinger arbeider nu engang slik, vredent og i spiral, tænker slik, ser de billeder, og de indviklede fornemmelser og subtile syner kan alene naa frem til uttryk slik. Bare derved kommer det særlige frem, som han har at si os. Og en anden og enkel maate var ham unatur. Kort: den stil er hans digteriske individualitet under utfoldelse. Men en avisleder kunde ikke bruke den. — Spør man Maurice Barrès, som beskyldes for uklarhet, saa svarer han ensteds: Man behandler gjerne som dunkelt det man ikke forstaar, og det er rigtig nok, grammati-
