Tidligere har vi været inde paa Machiavelli’s forhold til det klassiske, og der blev blandt andet sagt at han neppe har kunnet græsk. Det behøvde han heller ikke, eftersom de fleste græske historikere var oversat til latin; dertil kom at han omgikkes lærde, luften var indsat med græske satser og brokker. Græsk literatur kjendte han.
Og dog forbleV han folkelig i al sin kunst. Selv om han var humanist, blev han aldrig grammatiker; han skriver omtrent aldrig paa latin, de „dannedes“ sprog, som saa mange av hans lærde samtidige. Isen var jo brutt i Firenze for det andet sprog; det hadde hat Dante, Petrarca, Boccaccio. Allikevel er Machiavelli et særsyn i Italiens literatur: han er nemlig altid folkelig, selv om ogsaa han kan ha en løvrik og snirklet ting paa samvittigheten, folkelig i billeder, i ordtøker, i glosen, i vendingen, i sætningernes fald, kort sagt: i stil; han henter det altsammen fra land og by. Ikke et øieblik stiller han sig op i toga og under retorfagter; det er i dette han er
301
