eller som tror, jeg kan være god for noget. Men det er umulig at jeg kan bli ved længe slik, fordi jeg sliter mig ut, og jeg indser at, om gud ikke viser sig mere gunstig, jeg da en vakker dag blir nødt til at gaa min vei fra hus og hjem og anbringe mig som manuduktør eller som skriverkar hos en connetable, siden jeg ikke kan andet; eller trække mig tilbake ensteds til en avkrok for at lære unger at læse, og forlate her min flok, at den kan late som jeg er død. For den vil klare sig meget bedre uten mig, eftersom jeg er dem til utgift, da jeg har vænnet mig til at bruke penger og ikke kan greie det uten at gjøre det. Jeg skriver ikke dette til Jer, fordi jeg vil at I skal ha ubehag og bryderi for min skyld, men bare for at lette mig, — og for aldrig at skrive mer til Jer om dette emne, som er saa viderlig som det kan faa blit...“ Nu, det gjorde han jo delvis: han ønsket en hjælpende haand. Men til sin søstersøn skrev han det samme, og der kunde han i det høieste først haabe hjælp engang i fremtiden og bare for sin familie. — Der er endnu et brev, jeg tar litt av med det samme; det er ogsaa til Vettori i Rom, dateret 20. decbr. 1514, og fortæller dm hans sindsstemning. — Machiavelli har netop været inde i Firenze: „... Jeg takker paany for alt det stræv og al den omtanke, I har hat for min skyld. Jeg lover Jer ikke gjengjæld, fordi jeg ikke tror, jeg nogensinde kan gjøre godt hverken mot mig eller andre. Men om skjæbnen hadde villet det slik, at Medici, enten i en Firenze-affære eller utenfor, enten i deres pri-
