hans samtid, som ikke var reist, naar man hadde de forbindelser ved pavehoffet. Jeg mener, det er et enestaaende træk, dette avslag, som ikke let fremhæves for sterkt; det tegner Machiavelli’s profil klarere end kanske noget: Hans moralske selvopholdelses-drift sa institiktivt nei, og reddet ham derved fra den stad som var u-karakterernes store karudsdam, der penneknegter og literære kinæder som Pietro Aretino boltret sig og slog med sin glatte spord.
Efter de par aar er det slut paa skriftvekselen mellem dem. Den har for Machiavelli’s karriere været ganske uten resultat, man utvirket intet for ham i Rom. Men fra hans sidste aar dukker der paany breve op til Vettori, og nu bare om politik. Det træk er atter et bevis paa den store trofasthet han bevarer til den, han engang er traadt i forhold til; forbindelsen holdes levende helt til det sidste. Og i dette ligger der ikke egennytte eller skygge av beregning: Vettori hjalp ham, som sagt, slet ikke, han holdt ikke sit ord i saa maate; gav ham ikke engang gode raad. Det er kun en karakterens tyngde, som her kommer til syne, den sans for og drift efter sammenhæng, uten hvilken geni ikke er.
Et av de første breve til Vettori har en utsigt over Machiavelli’s liv paa landeiendommen: „... Jeg bor paa landet, og fordi disse sidste begivenheter med mig indtraf (ɔ: sammensvergelsen 1513), har jeg ikke paa tyve dage været i Firenze for at træffe dem alle. Hittil har jeg drevet troste-fangst i egen person, idet jeg staar op før dag; kliner fuglelim paa, gaar saa med en hel bør fuglebur paa ryggen, saa det ser
